Om mig
Telefon+45 12 34 56 78

Hvem er jeg?


 

Mit navn er Birgitte Jæger.

 

Jeg er bosat i Give med min mand. Jeg har 2 voksne børn, som begge er flyttet hjemmefra.

 

Hvorfor har jeg lyst til at hjælpe dig? Det har jeg fordi jeg har en naturlig interesse for det enkelte menneske. Jeg er nysgerrig omkring at finde ud af, hvorfor jeg, og måske også du i nogle situationer er fuldstændig blokeret for handling.

Du har en masse ideér og kreative tanker, men det kommer ikke længere. Måske sidder du fast i en fortravlet hverdag!

Lige præcis det med at være blokeret kender jeg fra mig selv. Jeg havde også rigtig mange tanker om, hvordan jeg kunne bidrage til, at du ikke behøver at gøre dig alle erfaringerne, og dermed dele mine med dig, men jeg manglede ligesom redskabet til at komme dertil og hvad kunne jeg egentlig bidrage med.

 

Det første skridt var erkendelsen af, at jeg faktisk ikke kom ud over stepperne. Jeg var fastlåst i hverdagen, alt for meget arbejde og endte med en stress-sygemelding. Jeg - som netop har taget uddannelser i ledelse og kommunikation og ved alt om stress-signaler....på andre!

 

Jeg tog kontakt til en dygtig coach. Kontakten til Marianne, som coachen hedder, hjalp mig med at finde ud af, hvad det egentlig er, jeg vil have ud af min arbejdsliv og mit liv.

 

Det handler i bund og grund om at tage ansvar for sig selv og det liv vi er blevet tildelt. Det gælder både vores privatliv og arbejdsliv.

Marianne hjalp mig simpelthen med at få øjnene op for de kompetencer jeg har. Nemlig mig selv, mit arbejdsliv og livserfaring i øvrigt.

Jeg blev mindet om, at et NEJ ikke betyder, at jeg har nej-hatten på. Det betyder blot, at jeg lytter og mærker efter, om et nej vil gøre mig godt.

At have ja-hatten på er fantastisk, men det kan faktisk betyde, at du går på kompromis med egne værdier. Måske kommer du til at udelukke dig selv. Hvem skal lukke dig ind igen?

 

Jeg blev også mere bevidst om, at rummelighed i nogle tilfælde kan betyde, at du tilsidesætter dig selv. Der er kampe du vælger fra, men du udelukker faktisk også dig selv. Tænk på, at når du udelukker dig selv, så er der noget i dig der bliver svigtet.

 

Mine kompetencer er mange, og pludselig, uden du bemærker det, så er der også mange års livs-erfaring.

For mit vedkommende, så er det indtil nu blevet til rigtig mange års erhvervserfaring indenfor diverse administrative jobs, heraf 10 år som leder med medarbejderansvar. Derudover så ligger der også erfaring som sagsbehandler indenfor ejendomsmæglerbrancen, advokatbranchen, rekruttering til administrative funktioner, mentor for nye unge i job og lederkurser.


Menneskekendskab optager mig meget. En interesse for menneskets reaktioner, styrker, svagheder og ikke mindst, hvordan får vi det bedste ud af de potentialer vi har.

Jeg benytter og har gennem tiden benyttet mig af Enneagrammet, hvor jeg er certificeret Master Practitioner (kommunikation, ledelse, samarbejde, rekruttering, teambuilding og medarbejdersamtaler), samt Licensed Business Practiotioner of NLP, hvor adfærdspsykologi, coaching og barriereøvelser hjælper dig til at ændre de svære udfordringers betydning. Sidst men ikke mindst er jeg certificeret stressvejleder. 


Derudover har jeg også 27 års erfaring som forælder til en dreng og en pige med de udfordringer og glæder det har ført og fører med sig. Erfaringen omkring familie og børn er uforudsigelig. Hver dag mødes vi med nye oplevelser, udfordringer, pligter, glæder og "okay, hvor kom det fra?" oplevelser. Det er altsammen læring og erfaring til rygsækken.

Vores børn er vores et og alt. Uanset alder, så stopper vi som forældre aldrig med at glædes, bekymres, forundres, forbavses og begejstres sammen med og for vores børn.

 

Hvad der også giver erfaring er venskab, familieskab og ægteskab. Jeg har kendt min mand i 35 år. Der er slebet kanter til og vi bliver i mental forstand rundere med årene og finder løbende ud af, hvilke værdier vi gerne vil have i vores liv, og hvilke værdier vi gerne vil føre videre. Vi bliver også klogere på, at nogle af de værdier vi har taget med os gennem tiden, måske ikke er tidssvarende værdier, og det er vigtigt, at vi i venskab og ægteskab, kan blive ved at udfordre hinanden på disse værdier, også i forhold til vores børn.

 

Det er vigtigt, at vi i vores liv finder ud af, hvad der nærer os menneskeligt og intellektuelt. Undersøger og vurderer, hvornår noget er godt for os og hvornår vi skal trække os, eller træde frem og gøre opmærksom på, at vi forundres, drænes for kræfter, glædes, bliver pressede, stolte, alt efter den følelse vi oplever, når vi mødes med gode eller dårlige oplevelser i hverdagen.

 

Lad os snakke om hele dig, når vi mødes og finder ud af, hvordan jeg skal hjælpe dig videre i din jobsøgning, din udfordring eller din drøm om at opnå et mål. 

Tit er der ting fra vores egen rygsæk der gør, at vi ikke sådan rigtig kommer videre med vores drømme. Begrænser os selv. Det kan være manglende tro på evner. Det kan være økonomiske forhold der gør, at du måske ikke helt overskuer konsekvenserne.

 

Lad os nå i mål sammen! Det hele starter ved DIG!

 



  • Certificeret Enneagram Master Practitioner

  • Certificeret Stressvejleder v/Henriette Søvind

  • Licensed Business Practitioner of NLP
    v/Markmann Training (True Potential)

  • Mastermind Graduate - Thinking into Results
    v/True Potential

  • Kompetenceudvikling

  • Coaching om job og liv

  • Udarbejdelse og coaching med udgangspunkt i Enneagrammet

  • Leder-/ledelsessparring

"At turde vil sige at miste sig selv for et øjeblik.

Ikke at turde er at miste sig selv."

unsplash